Lanyjé

Bogudgivelse - Nætterne på solen

2010-01-19T22:08:00.009+01:00

I december-måned lykkedes det mig at gro mig et sæt bogbinder-evner, og da jeg allerede tidligere på året havde rekvireret mig et sæt ISBN-numre faldt det mig naturligt at udgive min første lille bog på eget forlag - DIY hedder det vist på nudansk, men i dette tilfælde nok nærmere extreme-DIY, da jeg selv har foldet, syet og limet mm. hver eneste bog i oplaget (som kan vokse hvis det skulle vise sig nødvendigt eller ønskeligt).

Bogen hedder 'Nætterne på solen - en ordknap monolog' og er som undertitlen antyder sparsom med sit ordforbrug. Sproget er nemlig i denne bog sorgens, og ordene falder tungt og tænk- og langsomt - så selvom bogen er nærved ordløs og ordene er brugte og genbrugte, er pladsen mellem ordene helt fyldt ud med en gennemgående stemning - sorg.

Bogen indeholder godt hundrede ord og koster lige over hundrede kroner (incl. moms og forsendelse) og kan nemmest købes direkte hos forlaget/forfatteren/bogbinderen/mm. på lanyje@lanyje.dk.

Følg i øvrigt med her og på lanyje.dk i den kommende tid, da jeg forventer at forlagsdelen af Lanyje udgiver flere bøger i løbet af året.

gnavpotten om EU og licens mm. - 05/2009

2009-05-29T19:17:00.001+02:00

arhmen hvad helvede skal det til for med alt det skide Europæiske Unions-pis allevegne, man kan jo kraftedme dårligt komme til med sin rollator i gaderne for alle de skide portræt-plakater i lygtepælene – somom man ikke så rigeligt gik og dukkede hovedet i forvejen af ren og skær flovhed over at være dansker, nu risikerer man jo fanden-tage-mig ovenikøbet at få prikket et øje ud af en eller anden elendig politiker, hvis man så meget som vover at ranke ryggen bare en smule, når man møder hende Birgit med papilotterne overfra plejehjemmet – jamen det er sguda for dårligt altså – det ligner sguda ikke noget at påføre den danske befolkning yderligere handicaps som det sidste de gør inden de selv rejser ud af landet, man skulle jo fandme tro at de var gemene kriminelle hele bundtet – men det er de jo så også de fleste af dem, og det er sguda for så vidt sympatisk nok at samfundet vil give kriminelle politikere en chance til, men det er jo for helvede pinligt at sende tonedøve nazister og tidligere betjente som bryder våbenloven ned for at tage vare på et helt kontinent – det er dog lidt vel meget tiltro at udvise personager som velnok snarere burde sidde en valgperiode i et kontor med tremmer for vinduerne – men det er jo så åbenbart en af frynsegoderne ved at være den der laver lovgivningen, at man kan skrive sig selv ind i lovteksten som undtagelsen der bekræfter reglen – jamen det er sguda lige lovlig smart altså – somom man på mærkværdig vis bliver absolut uundværlig fordi man evner at stille sig op på en talerstol eller udtaler sig i medierne om alverdens ting i timevis uden at sige noget som helst – i bedste fald – og i værste fald noget som er fuldstændig idiotisk – det er vel forfanden ikke noget at stræbe efter, mennesker – men det er jo så åbenbart det vores allesammens skattekroner skal gå til – at få hele sendefladen fyldt ud med selvsnakkende klovnehoveder, som jo kraftedme er så velpåklædte at man fandme skulle tro at samtlige nyhedsudsendelser var episoder af en eller anden åndssvag mafia-komedie, men det finder man jo så hurtigt ud af at det er det så ikke, for så ville der jo i det mindste være en smule handling i tingene – det er jo dog de færreste tv-producenter som kan leve af at lave programmer hvor der ikke sker en skid, men det er jo så nok derfor at vi fanden-gale-mig skal betale licens oveni skatten – vor herre bevar os altså – og hvis så bare man kunne få lov at nøjes med at betale sin gode gamle sort-hvid-licens, men nej-nej, gud-døde-mig om man ikke bliver opkrævet såkaldt multimedielicens, jamen hvad fanden regner de mig, gamle mand, for – så skal jeg så medfinansiere at samtlige landets ungkarle kan sidde og spille den af til videoklip af letpåklædte studieværtinder og det der er værre på alle tider af døgnet – jamen for helvede – hvad fanden blev der af at tage glæderne som de kommer, og så ellers skynde sig hjem under bruseren når man havde været i balletten og set Vivi Flindt i fuld figur, ja jeg spørger sgu bare – men det har folk så åbenbart ikke selvkontrol nok til i vore dage – Gud nåde og trøste os da.

gnavpotten om tingenes tilstand - 04/2009

2009-04-30T14:21:00.002+02:00

arhmen hvad helvede skal det til for med endnu en idiotisk influenza-type at rende rundt og dø af i tide og utide, somom vi ikke så rigeligt render rundt og falder døde om af så ganske almindelige gode gammeldags influenzaer, som vor salig fru moder lavede dem i sin tid, jamen hvad fanden skal det da til for – og gu'fanden om den nye så ikke også skal have et eller andet elendigt og vulgært navn som ingen anstændige mennesker da overhovedet nogensinde vil have stående bare i nærheden af sin gravsten – "her hviler fru Ingeborg Syltemund – død af svineinfluenza", arhmen det er sguda ikke noget at skilte med den slags svineri for helvede – hvis så bare det lort havde fået tildelt sig et mere prangende navn, såsom kejserinfluenza eller påfuglesyge eller sådan noget, så kunne man da leve med det – eller det kunne man jo så ikke, men man kunne da bedre holde ud af at være død af det i det mindste – men nejnej, den slags fine sygdomsnavne de skal åbenbart fanden-hjælpemig reserveres til engang på et tidspunkt hvor et medlem af kongehuset falder om af en middelsvær forkølelse eller når statsminister Rasmussen eller-hvad-søren-han-mon-hedder-for-tiden dratter om af overdreven brug af rødvin og dårlige undskyldninger, eller hvad fanden der skal til for at tage livet af sådan en 'statsmand' – jamen herre jemini altså – det kan sguda ikke være rigtig at bare fordi man været forbi en navneopfinder eller numerologist-eller-hvad-det-nu-hedder og har tiltusket sig navnet Rasmussen at man så automatisk kommer foran i køen til statsminister-posten – det lugter krafteddermame langtvæk af korruption og nepotisme, det gør det sgu – hvis så bare han havde et eller andet bare en smule mere fornuftigt at gå op i end sin forgænger, men det har han så tilsyneladende ikke engang – ham den gamle Rasmussen, han havde da i det mindste så meget respekt for sit eget fædreland at han blev væk hjemmefra det meste af tiden, så vi kunne slippe for at glo på ham i de lokale nyheder, men ham den nye har åbenbart så travlt med at drive landets hårdtarbejdende arbejdere væk fra arbejdsmarkedet og med at få sat deres børn i fængsel samtidig, at han ikke har bare en smule tid til at rejse af hækkenfelt til eller udskrive et folketingsvalg, så alle os andre fornuftige borgere kunne få mulighed for at rette bare en smule op på landets tilstand, jamen hvor svært kan det da være for fanden – det ser jo forhelvede ud somom at den nuværende regerings primære mål er at gøre landet til een stor dårlig vittighed, som resten af verdens præsidenter så kan sidde og grine af ved festlige lejligheder, men så er det sguda heldigvis en trøst at det går alle de andre lande præcis ligeså elendigt som det går os herhjemme – man skulle kraftedme tro at regeringscheferne havde taget deres leder-uddannelser på 'akademiet for idioter', men der kan de vel ikke engang komme ind med deres underudviklede karaktergennemsnit og mangel på økonomisk sans, og man kunne vel i så fald med rimelighed kræve at de så i det mindste ansatte sig nogle veluddannede rådgivere, som så kunne hjælpe politikerne med ikke at smide alle befolkningens penge og jobmuligheder lige ned i kloakken – der må fandme godtnok sidde en ordentlig flok bankrådgivere, som har mere end almindeligt god grund til at få deres skolepenge betalt tilbage rundt omkring i landet, og mon ikke de også allerede har udbetalt sig selv et nogenlunde tilsvarende beløb plus-minus et par hundrede tusind kroner – det tror jeg fandme nok de har fundet tid til – og så kan alle vi andre fattiggjorte samfundsborgere så istedet blive nødt til at nøjes med hvad der kan skrabes sammen af såkaldte 'gratis glæder', såsom mikrofoneret poesi og duften af hunde-hømhømmer – det er kraftedme en fornøjelse!

Udsalg i ståltrådstræsbutikken

2009-02-11T03:48:00.004+01:00

Danskhedstest mm.

2009-01-15T01:17:00.002+01:00

DM-finalen i PoetrySlam forløb for mit vedkommende godt, omend nervepirrende. Nedenstående tekst bragte mig knebent videre til 2. runde, en modificeret udgave af 'Gnavpotten til PoetrySlam' tog mig endnu mere knebent (0,1 point foran den da-regerende danmarksmester Peter Dyreborg) til 3. runde (finale-finalen), hvor en opdateret 'Dødsudsigt' dog ikke kunne bringe mig foran Lasse Thorning (vinderen og ny velfortjent danmarksmester) og Morten B. (nr. 2), men jeg er nu godt tilfreds med min tredjeplads.
Det var som førnævnt ganske nervepirrende i ventetiden mellem runderne, tilgengæld mærkede jeg ikke noget til nerver mens jeg var på scenen på trods af at det var mine første optrædener uden papir - det var faktisk meget rart at stå der uden en tekst at holde øje med, og der var god respons fra publikum både under og efter oplæsningerne. Det var en god aften - helt klart.

Indfødsretsprøven/danskhedstesten

Spørgsmål nr. 1: Hvordan hilser danskere på hinanden?
a) med et 'hej'
b) med skuldertræk
c) med kniv

Spørgsmål nr. 2: Hvem var Danmarks konge i år 1986?
a) Morten Grunwald (i Jul på Slottet)
b) Klaus Riskær Pedersen
c) Miiichaael Laudrup

Spørgsmål nr. 3: Hvordan lyder en af de sidste linjer i den danske nationalsang?
a) vort gamle Danmark skal bestå
b) du kan boing, du kan bounce, du kan gøre hvad du vil
c) åhh boogie-woogie-woogie – hey! – åhhh boo...

Spørgsmål nr. 4: Hvem kaldes ofte Danmarks fjerde statsmagt?
a) Enhedslisten
b) Hans Pilgaard
c) Pia Kjærsgaard

Spørgsmål nr. 5: Hvornår opnåede danske kvinder ligeløn?
a) 1968
b) 2008
c) 2048

Spørgsmål nr. 6: Hvad er det sværeste at sige på dansk?
a) rødgrød med fløde
b) bispens gipsgebis
c) undskyld

Spørgsmål nr. 7: Hvad hedder Danmarks største skuespiller?
a) Mads Mikkelsen
b) Anders Fogh Rasmussen
c) Jens Okking

Spørgsmål nr. 8: Hvilken af følgende er strafbart i Danmark?
a) at være et svin
b) at spise et svin
c) at mishandle et svin

Spørgsmål nr. 9: Hvad er straffen for at køre med store OZ-fælge på sin bimmer?
a) fængsel i op til 10 måneder
b) fire dagbøder af 25øre
c) ganske almindelig udstødelse fra det danske samfund

Spørgsmål nr. 10: Hvad bygger den danske folkekirke på?
a) arkitektoniske idealer
b) religion
c) kaffetørst

Spørgsmål nr. 11: Hvorfor er Færøerne og Grønland en del af rigsfællesskabet?
a) der er ingen der vil købe dem
b) det kunne være der var olie
c) pga. underholdsningsværdien

Spørgsmål nr. 12: Hvad er det danske politis farligste våben?
a) peberspray
b) tåregas
c) manglende medmenneskelige ressourcer

Spørgsmål nr. 13: Hvad står der på den store runesten i Jelling?
a) "Haraltr kunukr bath kaurua/kubl thausi aft kurm father sin/auk aft thaurui muther sina sa/haraltr ias sar uan tanmaurk/ala auk nuruiak/auk tani karthi kristna"
b) "disse krummelurer viser den sikreste rute mellem Ribe og Jelling"
c) "Stenen bør opbevares varmt og tørt - sidste holdbarhedsdato: marts 2009"

Spørgsmål nr. 14: Hvor meget fylder en gennemsnitsdansker?
a) halvandet sæde i en bybus
b) lidt mere end en halv dobbeltseng
c) 36 år til april

Spørgsmål nr. 15: 'Åh åh hvorfor går Louise til bal?'
a) fordi hun ved at det er farligt
b) fordi hun er beruset
c) fordi det ender med et knald

Spørgsmål nr. 16: Hvor lang tid varer en god popsang?
a) 3 minutter og tre sekunder
b) 3 minutter og syv sekunder
c) 3 minutter og t...

DM-finalen i PoetrySlam

2009-01-09T20:04:00.002+01:00

Jeg skal lige huske at gøre opmærksom på at DM-finalen i PoetrySlam foregår i morgen aften klokken otte på Studenterhus Århus.
Jeg har brugt denne uge på at rette tekster til og på at lære dem udenad, hvilket jeg nu synes fungerer så godt at jeg kan tage papirløst til Århus i morgen, eller ihvertfald ikke behøver at være nervøs for at miste teksterne på turen.

Det bliver spændende at se hvordan det går - og hvis man har lyst til at se det ved selvsyn og alligevel er på de kanter af landet, skal man jo bare komme forbi Studenterhus Århus i morgen klokken 20 - det koster vist 50kr, men tilgengæld står der hele tolv velforberedte slammere fra hele landet klar til at underholde.

Den ene nye dødstekst

2008-12-07T02:10:00.003+01:00

Godaften, og velkommen til dødsudsigten – vi starter med at tage et kig på døden idag:

Morgenen startede blidt ud med en række dødsfald på landets plejehjem, hvor en del beboere havde glemt at trække vejret i løbet af natten.

I løbet af formiddagen trak en front af iskæmiske hjerteproblemer i byger ind over landet fra vest, for ved middagstid at blive afløst af en mindre serie af dødsulykker på den vestfynske motorvej.

Eftermiddagen er startet stille ud med en enkelt højresvingsulykke i hovedstadsområdet og derudover blot de sædvanlige kræftdødsfald på hospitalerne i de større danske byer.

Hen på aftenen og natten viser prognoserne en massiv front af spirituskørsel med tre til otte dødsulykker til følge, og endvidere forudses en lille håndfuld jalousidrab i de østlige egne af landet.

Weekendens prognose tegner et tilsvarende billede af en række alkohol-relaterede dødsfald, heriblandt må vi forvente en del solo-, fald- og drukne-ulykker, samt en eller to narko-overdoser, og naturligvis den daglige skuddræbte i Københavns nordvest-kvarter, og ellers blot den normale mængde sygdomsrelaterede dødsfald i forhold til årstiden.

Den kommende uge byder på en noget mere dramatisk dødsprognose – således forventer vi hele to uafhængige selvmordsbølger i løbet af ugen – den ene vil fare gennem fodboldfan-kulturer i de større byer efter at SAS, og dermed SAS-ligaen, i starten af ugen ventes at indgive konkursbegæring som følge af finanskrisen, med forventet aflysning af resten af sæsonens kampprogram til følge – og den anden selvmordsbølge vil ramme en langt bredere del af befolkningen i alle dele af landet i kølvandet på oplysningen om at vokalgruppen BASIX har udgivet et nyt album.

Ugen byder derudover på de et-tusinde gængse ugentlige dødsfald – heriblandt de sædvanlige 300 kræft-døde, de 200 fatale hjertestop, de 100 lunge- og åndedrætskvalte og de 50 som følge af terminale mentale lidelser.

I løbet af ugen vil vi se en stadigt øget tendens til stress-relaterede dødsfald i gågader og indkøbscentre, en tendens som prognoserne indikerer vil fortsætte indtil sidst på måneden, hvorefter denne tendens vil blive afløst af en tendens til voldelige skænderier – mellem fem og ti af disse med dødelig udgang.

På Sjælland og især i Københavnsområdet forventes ugen endvidere at byde på en hidtil uset mængde dødsfald som følge af tørst, på grund af sammenfaldet mellem lukningen af Carlsbergs produktion i Valby og en lumsk og stærk søndenvind, som vil lukke storebæltsbroen, og dermed forsyningslinjen fra Fredericia, i ganske lange tidsrum i ugens løb.

Hvis vi kigger udenfor for landegrænsen og tager et kig på dødstallene i Europa i den kommende uge, kan vi se at vi forventer:
- et jævnt-til-middelt antal terrordræbte i de europæiske hovedstæder
- et middel til højt antal druknedøde i Venedig
- og et antal skidræbte i Alperne et godt stykke over middel

Og hvis vi her til slut i anledning af den kommende højtid kigger på død-juls-barometret, som jo indikerer sandsynligheden for at én i din familie eller vennekreds, med andre ord én af dine facebook-venner, stiller træskoene i juledagene, kan vi se at vi er helt oppe på 65% - hvilket skyldes at prognoserne forventer at en større del af befolkningen end normalt vil dø af skuffelse over for små julegaver som følge af den økonomiske depression.

Og det var så dagens dødsudsigt – vi håber I får en dejlig uge.

Kommende slams

2008-12-03T03:44:00.003+01:00

Mit skriveri er stadig begrænset til det minimale - de kommende dage skal jeg igen have skrevet et sæt slams, da jeg er blevet inviteret til hele to PoetrySlam-arrangementer på fredag i hhv. Horsens og Odense, og én skulle jo nødig kede sig selv og publikum ihjel ved at læse de samme tekster igen og igen.
Lige pt. kredser min inspiration om temaet 'døden', som jeg derfor forsøger at tvinge noget underholdning udaf - det vil vise sig om det lykkes fredag eftermiddag og aften - disse shows skulle have tjent som forberedning til DM-finalen i Århus aftenen efter, men denne er flyttet til d. 10. januar pga. af planlægningsbøvl. Men det giver jo så blot mere tid til at skrive gode slams og til at øve sig generelt.

Skulle man være interesseret i at overvære en eller begge ovennævnte seancer finder de sted på hhv. Horsens bibliotek kl. 16, og Teater Momentum i Odense kl. 22.30, fredag d. 5. december.

Fynsmesterskabet i Poetry Slam 2008

2008-11-11T12:06:00.004+01:00

Det lykkedes mig i fredags på Teater Momentum at nappe fynsmestertitlen i Poetry Slam - det var fedt.
Toer blev Dann Nørgaard og treer blev Kim Linnet, som trods advarsler fra værten gik over tiden i finalen. I de tidligere runder blev Tobias Dalager, Brian Lindskov Larsen og Louise Weiss sorteret fra af publikum/dommere.

Herunder får I den ene af de tre tekster, som tog stikket hjem. Så vidt jeg har forstået vil der endvidere inden længe blive lagt noget video op på www.psfyn.dk.

Gnavpotten til poetry slam

arhmen hvad fanden helvede skal det til for at stå og råbe og skrige på en scene klokken elleve om natten – somom det skulle være 'kultur' at bræge digte i hovedet på hinanden, det kan jeg sgu ikke se det kan være, det kan jeg ikke da – og hvis så bare man selv kunne få lov og sidde stille og roligt og nyde 'showet', men det kan man så ikke engang, for der er fandme ikke noget at nyde ved det, og fandme om man ikke også selv bliver tvunget op på scenen somom det var et eller andet elendigt total-eksperimental-teater, eller hvad fanden de kalder det i vore dage når arrangørerne på forhånd har indset at det er noget makværk de har skravlet på benene, jamen hvad fanden skal det da forestille – og gu'fanden om de så ikke har inviteret en køvenhavner over til at stå for et arrangement om fynsk poesi, så han kan stå og bralre op med sit fine 'dyre' navn og sine dumsmarte køvenhavnerier, somom så ganske ligegyldige hverdagshistorier på magisk vis bliver til 'stor poesi' af at blive spyttet ind i en mikrofon med stor hastighed, det kan jeg sgu dårligt forestille mig skulle være mekanismen – det bliver sgu snarere et middelsvært hygiejneproblem med dertilhørende sundhedsrisiko, men det er der jo fandme ingen der bekymrer sig om i vore dage, hvor de unge mennesker jo for helvede konstant tager så mange piller at de aldrig nogensinde opdager at de er blevet pissesyge og går og smitter alt og alle de kommer i nærheden af, det er fandme en skandale altså – men det er jo for helvede den logiske konsekvens af at bo i et land med en regering som jo hellere vil sænke virksomhedsskatten for medicinalindustrien end de vil poste penge i lægeuddannelsen og sygehusvæsenet, så os gamle røvhuller, som jo for fanden ikke har råd til at købe al det skidefine medicin med den klatskilling af en folkepension de allernådigst har undset os, nej vi kan så få lov at ligge og flyde i en hospitalsseng og få besøg af glatnakket læge-praktikant med fjortendages mellemrum, somom det skulle kunne kurere mit vandladningsproblem, jamen nu må de kraftedme have mig undskyldt altså – så kan jeg så istedet få bevilget deltagelse i et kulturelt 'tiltag' – "jamen hr. Jensen, tror De ikke det ville godt for Dem at komme ud og opleve verden", – jamen hvad helvede er det da lige der skulle være så skidegodt ved den verden da, det er jo krafteddermame gået ned af bakke lige siden H.C. Andersens tid altså – der er sgu ikke nogen der kan hitte ud af at skrive om vores fædreland som det har fortjent i vore dage, men det har det så måske heller ikke fortjent i vore dage, men så kunne de jo fanden have fået fingeren ud mens tid var – det kan vel forfanden ikke være rigtig at der ikke har været bare en smule skønhed tilstede i landet siden Oehlenschlägers tid, man kunne vel for helvede forvente at folk fik øjnene op for at passe bedre på den danske nationalskat, når den i ét væk bliver tyvstjålet og sat til salg på internettet i tide og utide, så den bliver åbenbaret for gud og hvermand hjemme foran deres små fedtede elendige skærme, men om de gider tage telefonen og ringe efter ordensmagten, nej det har de fandme ikke tid til, for de har jo travlt med at sidde og kigge på damer, som åbenbart har brugt så mange penge på at pumpe silikonefugemasse ind i deres brystparti at de ikke har råd til at købe noget ordentligt tøj at tage på kroppen, arhmen det er sguda en parodi forfanden – og gu'fanden om så ikke når man endelig har fået en talerstol stillet til rådighed og er begyndt at tale om noget der bare er en smule samfundsrelevant at man så bliver belemret med nævenyttigt regelrytteri og tidsbegrænsninger, jamen så må I da så sandelig have mig undskyldt da, nu skal jeg fanden edderhelvede nok gå min vej, så I kan komme videre med jeres kulturelle arrangement, uhadada.

3 stykker med arkitektur

2008-10-16T14:05:00.006+02:00

Den opmærksomme læser har opdaget at der ikke rigtig bliver skrevet noget på denne blog for tiden - jeg er dog ikke gået helt i stå, og de næste par uger har jeg lovet mig selv at skrive 2-3 tekster a 3 minutters varighed, da jeg har kastet mig selv ind i kampen om fynsmesterskaberne i PoetrySlam, og i sidste uge kvalificerede mig til finalen den 7. november i Teater Momentum - så jeg skal have skrevet mig et sæt tekster indenda.

De seneste par måneder har jeg malet/tegnet i stedet for at skrive - og herunder kan ses nogle af resultaterne, nemlig tre arkitektur-satirer:

Blæk på akryl på plade - ~80x60cm
Billedtekst: "...[det] er et fantastisk projekt - vi forventer
at himlen skvatter ned ved første spadestik."
Arkitekt Steen I. Høiten

Blæk på akryl på plade - ~80x60cm
Billedtekst: "...røntgenbilledet afslørede at bygningen trods sit
sundt kantede ydre var plaget af svære
uregelmæssigheder i sit indre."
Dr. Arch. Terkel Vin

Blæk på akryl på plade - ~80x60cm
Billedtekst: "...vi fik aldrig det planlagte (her skildrede)
bølgeenergicenter - inflationen på knækkede linjer i
byggebranchen gjorde at vi kun fik råd til
kælderen ... [som nu] står under vand."
Bølgeforsker Ebbe Flod

'godt begyndt'

2008-07-30T20:21:00.000+02:00

Lille Magnus Krausenfjord var fra barnsben en meget tænksom dreng, som for det meste gik og funderede over det meste og resten af tiden over hvad livet mon havde at byde et lille menneske som ham. På trods af mange lange tankegange forventede han ikke andet af livet end at blive trukket i rottehalerne af de store drenge i spisefrikvarteret og at dø i nogens to arme.
Døden havde været et fast tema i Magnus' liv lige siden hans kanin Budde døde under Fremskridtspartiets jordskred af en valgsejr i '73. Om kaninen døde af skræk over valgets mulige konsekvenser eller på grund af faderens jubelgymnastik over en mulig fremtidig 0-skat under hvilken hans flagrende arme hamrede Buddes bur i gulvet, behøver man ikke tænke for længe over.
Faderen - Klavs Henrik Krausenfjord, sportsredaktør på Statstidende - døde en tid efter efter et fald fra en stige under arbejdet med at rense sin kære moders tagrender, hvilket medførte at Magnus' farmor kort derefter døde af sorg og skyldfølelse. Efter den store dobbeltbegravelse (med mængderabat (hvis man skulle have overvejet den slags)) valgte Magnus at vise sin sorg ved at binde sine rottehaler om til en hestehale, hvilket halverede mængden af mobning i skolegården fra da af, hvilket igen gav ham så meget desto mere tid til at tænke over tingene.
Som fjorten-årig blev Magnus udvalgt til at tage del i en tænketank, nedsat af regeringen til at fastslå meningen med livet. Magnus var i absurd grad det yngste medlem af udvalget og havde derfor i starten problemer med at blive taget seriøs med sine betragtninger, hvilket dog i løbet af de tre uger regeringen havde afsat til opgaven blev gradvist nemmere da samtlige de andre tænkere én efter én faldt om som følge af hjerneblødninger forårsaget af det hårde tænkearbejde. Magnus måtte således egenhændigt ved tænketankens deadline forfatte den af regeringen udbedte 12-sider lange rapport, som ministeren efter endt læsning valgte at hemmelig-stemple og -holde, da både resultatet og den forgående procedure kunne give ham problemer, da der allerede var gået mange gode tænkere tabt i forskellige af ministeren nedsatte udvalg gennem tiderne.
Da ministeren kort tid efter gik i koma efter en klatreulykke på Himmelbjerget, blev Magnus det eneste velfungerende menneske som kendte til rapportens resultat og altså meningen med livet, og logisk tænkende som han var, satte han sig for at stræbe efter at opnå denne, og lagde sig tilrette i sin aldrende og døende (nu igen) moders arme og gik igang med en velkalkuleret sultestrejke.
Imidlertid valgte lægerne at amputere moderens ene arm som del af en livsforlængende behandling og Magnus' forventninger til livet blev således kun indfriet halvt.

'rette livet, passe dagen'

2008-06-23T01:28:00.002+02:00

Det er ikke nemt at være udøvende kunstner fra en bænk i parken, men sådan er forholdene for eks-frihedskæmper Allan Espeløve, som har rejst sig fra sin seng, og nu sidder på sin arbejdsplads - 'yæssør - eeen pændler halvføms graader hvær morren', råber han efter en forbipasserende due, som opmuntrende svarer igen med et 'cooool'. Og så er dagen igang - Allan Espeløve begiver sig et smut rundt i parken efter kulør til dagens opgaver - lærreder er der nok af, takket være gratisaviserne, og forsommeren har tilvejebragt en hel række nye farver til paletten, som Allan fylder efter bedste evne og trisser tilbage til sin faste plads - 'nårh man ik' haar mobiil må man blii på sin piind', siger Allan til sig selv, og overvejer et øjeblik at slå sig ned som erhvervsvejleder for alverden.
Bare få år tidligere kørte Allans karriere så godt som på skinner - og skinnerne lå så godt som lige, (i et par dimensioner af gangen i forskellige retninger). Allan havde fået et job med at rette selvsamme skinner ud for Banevæsnet, som på daværende rekrutterede alle våbenføre mænd som ejede et koben og et vaterpas. En dag i den midtjyske hedes hede kunne Allan dog ikke holde sig fra lysten til en læskedrik, og da ingen af hans kolleger heller havde fået løn i timevis, faldt han for fristelsen til at indtelefonere en forbrugslåneansøgning til RenteBanken beløbende sig på kr 12 (10,50 + halvanden kr i pant). Grundet sammenfald af banelegemer og tilfældigheder i programmeringen af Banevæsnets aflønningssystem stod Allan imidlertid uden mulighed for at betale afdrag på lånet i den efterfølgende periode, og efter et par måneder sad han i en udsigtsløs gæld i en blind vinkel udenfor Fredericia, og besluttede her at trække stikket ud, stikke piben ind og af til hovedstaden.
Efter et par år er Allan Espeløve velintegreret i Kongens Have - kommer godt ud af det med både bier og blomster, og tjener nu til dagen og vejen(bænken) ved at lave vellignende collager af turister udaf plantedele og pressefotos, og således vil han senere denne dag sidde og stirre på en veludseende frivillig østrigsk pige af det modsatte køn, og alt vil være i den skønneste orden.

'fladt nok'

2008-06-22T23:40:00.001+02:00

Mens Hildebrandt Egskov vender en smule oplivende energi indad for at rejse sig (fra det hul i asfalten han er faldet ved/i) og gå de næste skridt mod enden af gaden og enden af det hele, sætter en due sig på hans skulder (tja, sætter og sætter - den lander kortvarigt og efterlader sit maleriske visitkort på det Hildebrandtske lærred) og tynger ham derved yderligere en smule - og ikke bare en hvilken som helst ligegyldig smule, nej, dén smule som tvinger den aldrende hr. Egskov til at opgive livet i denne omgang, og i stedet for at rejse sig, lader han sig falde tilbage i hullet mens han tvinger sit livs kode frem for øjet - minde for minde eroderer han sit nu og synker længere og længere tilbage i asfalten indtil han er helt forsvundet - hans sorte lærredsjakke helt kamoufleret i asfaltens mørke så kun duens signatur springer i øjet for den forbipasserende.
Kigger man nøje efter kan man i klatten ane konturerne af en fragmenteret majskerne, men ellers er det mest iøjnefaldende ved skidtet en silhuet af en kvinde med ryggen til, som Hildebrandt et kort øjeblik følte sig i intim forbindelse med, og i hvis nærhed han trygt lod sit sidste åndedrag sive hen over asfalten.
Kvinden er siden set afbildet i ganske mange forbindelser, da hun er det tydeligste vidnesbyrd om den såkaldt Hildebrandtske opfyldning af Sdr. Kærbyvej - dén opfyldning som dagen efter sin fuldbyrdede forslugenhed reddede en skoleklasse på udflugt fra at blive kvast under en gravhunde-undvigemanøvrerende turistbus, som holdt sig på alle fire takket være det plane underlag.

'øjelikket skifter'

2008-06-14T13:23:00.000+02:00

'Jeg mener - hvor uheldig kan man være - man vågner en morgen, ordner hvad der skal ordnes - hår, tænder, øjne, hud, tis, kaffe og så videre - man påtager sig tøjet, som var det en renselse, og overtøjet, som var det en synd mod renselsen, og går ud af hoveddøren for at fortsætte nedad trappen, og opdager for sent at man har vendt sine briller på hovedet, så man istedet går opad trappen og ender hos overboen - Johansen med de lange arme som hænger fra dørtrinnet - og da opdager man det så, og vender brillerne rigtigt og ser at han er klædt ud som en kvinde der venter på en aftale af den slags, og i ens forvirring bakker man tilbage mod trappen istedet for at finde på noget om en kop sukker, og falder således baglæns nedad trappen, og lander ved opgangsdøren lige i rette tid til at se bussen køre forbi derude, så man må løbe til næste stop gennem stribevis af røde lys for at nå det, men ender istedet på den anden side af vejen mens bussen fortsætter over for grønt gennem fodgængerfeltet, så man må springe for livet - jamen hvad giver du mig?', rablede Sune Svensen i telefonboksen - 'Jamen jeg vil da give dig et vækkeur, der er stillet fem minutter frem, og et par på hovedet når du kommer ind på kontoret for at hente dine ting om en halv time', svarede chefen roligt.
Og således sluttede Sune Svensens karriere som tarmleverandør til pølseindustrien - istedet slog han sig ned som freelance-korrekturlæser af erotiske annoncer på frivillig basis, og havde hænderne fulde i tiden derefter.

'kan det tænkes'

2008-06-07T11:25:00.003+02:00

Mens Linda Vielensky bukkede sig ned for at binde sin skosnøre (som var brudt ud af sløjfen kort for inden for at vinke til en kollega), opstod der på den nærliggende plads et værre leben henne omkring springvandet - ja, én fristes til at sige et leben af en anden verden, ex. klovneriget eller madpyramiden - således var der, da Linda igen løftede snuden fra skosnuden, opstablet en ganske høj bunke mennesker i forskellige former og farver midt på den store plads, og fjorten betjente stod allerede og dirigerede den gående færdsel uden om bunken med store armbevægelser og løftede øjenbryn. Fra tid til anden fik en person viklet sig ud af bunken, stillede sig i nærheden og børstede støvet af sig og rettede lidt på tøjet - til andre tider blev bunken større, som regel som følge af halvblinde pensionister eller essemmessende fumlegængere, der vadede durk gennem afspærringerne og skvattede dybt ind i bunken.
Efter at have iagttaget scenariet i et stykke tid, skridtede Linda Vielensky henimod den nærmeste betjent for at spørge hvad der var hændt og om hun kunne være behjælpelig med udredningen, men blev på halvvejen distraheret af en veludstillet håndtaske i industrielt snit i en velpakket butiksrude, og fortsatte således ufortrødent sin tilværelse som forbruger og fandt ikke ud af årsagen til den pludseligt opståede menneskeophobning. Ikke før hun dagen efter blev påduttet en gratisavis, hvorpå episoden stod beskrevet i store typer - 'hundelufter med 23 tæver viklet ind i kronjysk turistforening - alle slap uskadt, men en hund mistede synet og en gammel mand stokken - politiet afviser rygter om terrorisme'.

'et sparsomt liv på jord og bjerg'

2008-06-05T19:19:00.003+02:00

Det stod skrevet i kortene fra fødslen at Morten Hversten skulle være sparsommelig - kortspillet var blevet trukket i langdrag fordi jordemoderen havde spillet sikkert, og sygeplejersken ikke kendte reglerne, så Mortens ludomaniske moder opdagede kun knap og nap at Morten klemte sig ud i livet, lyset og luften i samme øjeblik hun smed sin sidste trumf - ja, faktisk stod det skrevet at han skulle være spar konge, men så langt nåede han aldrig, og hans familieforhold rakte da heller ikke til den slags leven-højt-på-strå.
Istedet brugte han det meste af sin barndom og ungdom på at indsamle blanke ting af alle afskygninger, og således indeholdt hans samling i seksten-års-alderen cirka to tons nøgler, glas, smykker, kapsler, keramik og meget andet, og i den anledning besluttede Morten at åbne en butik i sin stedfars garage med navnet 'Butik Morten blank', som på åbningsdagen som sine hovedattraktioner tilbød en halv propelvinge fra et Cesna-fly og en unik samling velpudsede kobbertråde fra samtlige ledninger i naboens fornyligt nedrevne 60'er-villa. Hvad vareudvalget ikke kunne præstere af attraktivitet i salgsøjemed, opvejede Mortens priser til fulde - intet i butikken kostede således over 74 kr, til gengæld tog Morten kun imod mønter som betalingsmiddel, og mønterne der kom ind ad salgsvejen blev straks derefter opstillet i udstillingen efter en hurtig pudsning, og prissat efter vægt og farve, således at tyvere kostede 16 kr, tiere 7 kr, femmere 8 kr, tokroner 3 kr, enkroner 1 kr, 50-ører 2 kr og 25-ører 75 øre.
Dette fik snart folk til at strømme til butikken, og Morten lærte hurtigt at ændre priserne på de blanke ting til noget der sluttede på 7,75 kr, og efterhånden gik der ikke en dag uden at han fik solgt et eller andet blankt, også andet end tyvere og tiere selvom det var efter disse efterspørgslen var størst - ja, visse morgener stod folk ligefrem i kø for at se om der var én af disse til salg. Og med tiden fik Morten samlet så mange femmere, toere, halve og kvarte kroner at han syntes de fyldte for meget i udstillingen, og gik derfor ned i banken og solgte dem - godtnok til noget nær halv pris, men ikke desto mindre fik han overraskende nok næsten 45.000 kroner med derfra, og besluttede derfor at lukke biksen og tage på dannelsesrejse rundt i Europa, og kigge efter et sted at slå sig ned og åbne en ny 'Butik Morten Blank'.

'kvæst en hæl, tyng en finger'

2008-05-30T15:10:00.002+02:00

Absalon Jensen ville åh så gerne have en hest, sang han for sig selv mens han skridtede over Kolding Å på vej mod kongeslottet, hvor han ville lade sig inspirere til sit sølvsmede-virke. Med 'hest' mente Absalon i realiteten 'kærlighed' - han var en mester i at lyve for sig selv, men var samtidig for klog til at tro på det. Åen var ikke hvad den havde været vandstandsmæssigt, så unge Absalon dristede sig til at soppe en tur mod strømmen, og mens hans fødder køledes til følelsesløshed nåede han hen til slottet, hvor han satte sig på bredden for at påføre sig sine håndholdte sko, og opdagede da at hans smålamme fødder havde trådt en glitrende våd sten af vulgær størrelse et godt stykke op i hælen. Stenen var for det utrænede øje ikke noget særligt, men for Absalon, som i sine teenageår havde været weekendafløser i kælderen under Koldinghus, var den et ubegribeligt fund, som med sit temmelig blødslidte men ganske tydelige brudstykke af Christian IV's indgraverede monogram langt oversteg smerten i hans højre fod. Denne stump fra kæmpetårnets fald i 1808 lå nu her 200 år senere her i hans hånd, og han vidste lige hvad den skulle bruges til. Svært humpende løb Absalon Jensen tilbage til sit værksted, hvor han på 5 kvarter tvang hvad der svarer til 70 timers arbejde nedover stenen i form af fintudskårne sølvdekorationer og nørklede guldbroderinger, så han kort tid senere sad med et enormt stort og tungt smykke, som ikke desto mindre var et mesterværk af en forlovelsesring og som han uden tilbageholdenhed rakte frem mod den første unge kvinde som kiggede ind i hans lille butik. Den unge kvinde - sanseteoretikeren Sirene Amalie - følte sig forført til forgangne tider, og dånede således i et graciøst fald med sin fremstrakte ringfinger og landede elegant i Absalons arme og ringens cirkel. Da hun øjeblikket senere kom til sig selv havde hun ganske glemt sit ærinde i butikken, nemlig at få udvidet diameteren på den ring hun timen forinden havde modtaget af sin dengang kommende brudgom, vindueskigger Viktor Knudsen, og som hun af samme årsag ikke havde på fingeren. Istedet lænede hun sig dybt ind i Absalons favn, og sammen bar de ringen og hinanden gennem livet efter en forlænget eftermiddag i baglokalets sovesofa.

'hver fugl, sit næb'

2008-05-29T02:37:00.006+02:00

Da tidligere løsgænger og landevejsrøver Professor Lisborg fra Gl. Køge Landevej gik på pension i en sen alder for at slå sig på billedkunsten og flasken, startede han i øverste venstre hjørne og førte penslen rystende mod højre i en nedadgående kurve. Derefter gik han et skridt tilbage for at beskue den kunstneriske proces på afstand, og genoptog derefter arbejdet hvor han slap det og svingede en linje helt ned i bunden af lærredet så armen ikke kunne nå længere og svingede ind mod venstre for at slutte med en kroget form, som lignede en forvrænget g-nøgle, hvilket behagede Professor Lisborg grænseløst, da han altid gerne havde villet være noget ved musikken. I overstadig glæde over sin succesfulde omend halvfærdige maledebut, greb han den nærmeste flaske, som han gjorde tilpas halvtom og pustede derpå en dsb-lignende salut deri til ære for sig selv. Da han lidt senere løsrev sig fra flaskehalsen da han havde brugt al sin luft, kiggede han op på sit work-in-progress og så det hele lysende klart, for derefter at se det mørkne mens han faldt bagover i åndeknap bevidstløshed.
Da han vågnede dagen efter var han frisk som en halvdød havørn og greb straks penslen som var intet hændt, og malede, som galdt det livet, en streg hele vejen nede fra bunden og via en del svinkeærinder op til toppen, for dér at afslutte bevægelsen med en krampetrækning i håndledet som medførte en lille men iøjnefaldende sløjfe oppe i venstre hjørne. Professoren prustede over sine anstrengelser og kiggede med glippende øjne på resultatet, som han straks betitlede 'Den sultne fugl pipper med røven', hvorefter han ringede til sit barnebarn, lystløgner og livsstilsvejleder Sofie Lisborg, for at sætte hende igang med markedsføringen på nettet.

'som vinden blæser'

2008-05-27T12:37:00.001+02:00

Scenariet er ved at gå i stykker - eks-balletdanserinde Karoline Sylfed er på vej over gaden, kloakassistent Peder Vessen på vej under, og på vej igennem det hele ses hr. Simon Upland på sin nyeste opfindelse - en vekselgearsaccelarotor på første prøvetur.
De forgående sytten måneder eller år er for hr. Uplands vedkommende gået med at ombygge sin gamle kones gamle konebil - en Saab 99 på blodspættede plader - til et velfungerende by-fartøj med to hjul og benzinos-absorbator.
Da der på vedkommende dag er ganske store mængder os i luften, har hr. Upland ganske høj fart på fartøjet, så meget at benzinos-bremsevingen har slået sig ud, hvilket imod forventning har givet fartøjet endnu mere fart på, da rygvinden er med ham og derfor undergraver mekanismen. Hr. Upland og fartøj har retning mod frk. Sylfeds forventede bane af piruetter og badutspring i fodgængerfeltet, og end ikke en pludselig forceret nedslidning af de Uplandske fodsåler kan forhindre et snarligt sammenstød.
Imens klatrer Peder Vessen nedad i sit rør, mens han indvendigt brokker sig over dels lugten i bageriet, dels hans kones genstridige kogekunst, som som ingen anden formår at holde gastrykket højt i mave-tarm-regionen. Da Peder øjeblikket senere sætter sin fod på et trin som ikke længere findes, overraskes han så meget at selvsamme tryk udlignes med et højt brag, der forplanter sig gennem røret, og undslipper mundingen som et rungende kanonslagsknald, som distraherer frk. Sylfed på vej ind i et veltilrettelagt Grand Pas de Chat, så hun istedet og ganske uden en kats elegance, falder på numsen, og dermed slipper ud af hr. Upland accelerende projektil-bevægelse.
At der ikke dagen efter landede et takkekort i fru kloakassistent Vessens postkasse, skyldes at ingen af de implicerede havde forstået noget som helst af hændelsen.

'op går det, ned ditto'

2008-05-25T02:28:00.001+02:00

Da Torbjørn Kvistholm på sin 4-års-fødselsdag for første gang oplevede en ballon sprænge, anede han ikke hvordan det ville påvirke ham - i dét øjeblik var han nemlig langt mere påvirket af sit underansigts sanseindtryk, da det på tidspunktet var i færd med at indtage en endog ganske stor mængde flødeskum direkte fra en lagkageside. Omtalte lagkage var rund som en lagkage, og lille Torbjørns legeme vandrede således instinktivt hele vejen rundt, hvorved hans øjne henover en horisont af bær og chokoladespåner kunne iagttage den omtalte ballon drive gennem synsfeltet og durk ind i en rosengren. Ikke før Torbjørn havde været to-en-halv omgang rundt om kagen kunne han løsrive sig og futte hen til busken for at iagttage de sørgelige ballonrester, som stadig hang og blafrede i vindens hånlighed, og for at gøre en ende på latterliggørelsen tog han stumperne og bar dem forsigtigt indenfor.
Senere samme aften, fanget i søvnens plastiske virkelighed, drømte han om balloner så store at mennesker kunne gå ovenpå dem, og da han vågnede næste morgen greb han i blinde i rodebunken på gulvet et farvekridt og tegnede, så godt hans 4-årige evner rakte, drømmen på væggen ved hans seng og gik ind for at fortælle sine forældre det hele. Da hans far - tidligere bænkevarmer i højesteret, Josef Kvistholm, nuværende invalidepensionist grundet en arbejdsskade i venstre balle - efter kort tids nikken og lang tids råben forbarmede sig over sin søns tapet-forurening, forklarede han sønnike hvordan der allerede fandtes luftballoner med små gondoler hængende under sig, hvilket var langt mere praktisk end at vakle rundt ovenpå dem, og tegnede derefter en forklarende tegning ved siden af sønnens.
Men lille Torbjørn var ingenlunde overbevist om det fornuftige i faderens forklaring og drømte og tegnede skiftevis, morgen og aften, i årevis, samtlige værelsets vægge fulde af balloner i stadigt mere avancerede teknikker, således at der, dagen inden han skulle flytte hjemmefra på sin 18-års-fødselsdag, på døren hang en gennemarbejdet illustration af den ultimative ballon med planer, snit og opstalter, samt detailtegninger af samtlige konstruktive elementer og udførlige sy-vejledninger til de forskellige membraner, som tilsammen i oppustet tilstand ville skabe mulighed for et helt lille bysamfund, indeholdende velisolerede boliger, frodige hængende haver, vedvarende energiforsyning og en mulig debat om velfærdssamfundet som vi kender det idag. Og havde det ikke været for far-Josefs mangel på ting at tage sig til og selvsammes sarkastiske ide om at give sin søn et fuldstændig nymalet værelse i kombineret fødselsdags- og udflyttergave, var Torbjørn Kvistholms ideer sandsynligvis blevet realiseret indenfor det selvsamme tidsrum, hvori han istedet istedet gled ind i desillusionens mørke og tog job som salgsassistent i en spøg-og-skæmt-butik på Læsø.

'det hænder, det ender'

2008-05-22T16:23:00.001+02:00

Det startede på det jævne for Ebbe Vind - en kedsommelig barndom blev efterfulgt af en slidsom ungdom og et par stødelige teenage-år. Herefter fulgte nogle år på polyteknisk læreanstalt, hvilket førte direkte videre på en dertil indrettet galeanstalt, hvor den dengang 23-årige Ebbe Vind efter kort tid valgte at ende sine dage, for derefter kun at leve videre om natten. I ly af mørket udtænkte den unge mand adskillige uhyrlige teorier, hvoraf kun et fåtal er blevet set af et fåtal af mennesker. En af de mere kendte teorier (indepå anstalten), som Ebbe lidt neutralt benævnte 'Stillehavssystemet' og som i korte træk gik ud på at forudsige bølgegang på aktiemarkederne, hjalp i 1987-88 Ebbe Vind til at forudsige at han inden længe ville miste hele sin formue, som han (i parentes bemærket) havde arvet da hans onkel Kurt fra Sanbæk var forsvundet i en kø på posthuset nogle år forinden - og ganske som systemet havde forudsagt mistede Ebbe de 98% af sin formue som han havde bundet i aktier i C&G Banken, som alle husker gik konkurs samme år, efter sin betalingsstandsning året forinden. Fra alle sider blev Ebbe derefter kritiseret for ikke at have solgt sine aktieposter i tide, når nu hans system havde varskoet ham, men dertil svarede Ebbe at banker og børser ikke holder åbent om natten, og dertil kunne de andre gale kun nikke anerkendende og uvidende og gik hviskende bort til deres sovekamre. Kun en af de helt gamle gale blev stående hos Ebbe og sagde så, med munden tæt mod hans øre, så højt han kunne (han troede alle var tungnemme) - 'du skulle tage at udskrive dig selv og bruge dine sidste penge på en lille hest', og da Ebbe var meget autoritetstro og meget forskrækket, turde han ikke andet og gik straks ind på sit værelse og tog de sidste to procent af sin formue under madrassen og gik videre ind på det tomme administrationskontor, og udskrev sig selv på et gråt papir, som han tog i lommen som bevis. Senere samme nat lagde han halvdelen af sine penge som betaling for en stor hund han tog hos den nærliggende gårdmand, i mangel af en lille hest, og de to har siden holdt endeløse foredrag om de mange teorier på bænke og pladser over hele landet.

'så blev der ro igen'

2008-05-21T09:31:00.004+02:00

'Himlen er mit våben', råbte biskop Vernedam Hosfelt i den tomme kirke så kælderen rungede og kalk-englene faldt ud af loftet. Forhistorien havde plaget biskoppen længe - kirkens forhave det samme - således var området der omringede domkirken selv begyndt at råde over jorden - graveren kunne intet stille op, han var vant til noget ganske andet - og selv et fuldtalligt menighedsråd fuldt udstyret med lugejern og ukrudtsbrændere havde ingen effekt. Seancen var ellers startet fornuftigt - de 750 menighedsrådsmedlemmer havde sat sig i rundkreds og diskuteret problemerne, taletiden blev begrænset til 2 minutter pr. mand m/k så de hurtigt kunne finde en løsning, og da de 1500 minutter plus/minus var gået, var det gået op for rådet at de havde væsentligt større problemer end haven at løse og lynhurtigt blev det besluttet at der på næste møde, måneden efter, skulle diskuteres om hvorvidt der var råd til at hyre en gartner. I mellemtiden var biskoppen blevet sindssyg (ramt af en smålig betændelse i hjernen) var igen blevet rask (det viste sig blot at være en vidtløftig snue) og var siden blevet svært frustreret, da hans forvildede men velplejede akelejer var begyndt at drukne i mandshøje græsarter. Biskoppen væmmedes ved deres tætsluttende bladskeder og frygtede deres underjordiske udløbere, som uden modstand ville kunne formere sig og befolke jorden nedefra og op - en tilstand som biskop Hosfelt sidestillede med dødsrigets fremfærd på jordoverfladen - han indså at helvede var kommet tættere end himlen, og flåede i sin frustrations klarsyn sin kåbe af kroppen, splittede de 36 lag fór fra hinanden og slyngede dem i vildelse omkring sig før han halvnøgen spænede gennem kirken og op i tårnet med arme og bønner rettet mod himlen. Halvt ude over gelænderet på tårnets top så han pladsen dernede dækket af sorte stof-engle, som ved solens hjælp brændte haven tilbage til nul, og istedet for at kaste sig i døden ovenpå hans blotlagte akelejer, gik han roligt ned i kirkeskibet og udråbte livet som vinderen.

'åh denne trang'

2008-05-20T14:50:00.004+02:00

Ved sofabordet - fire ben og to på hver side - sådan starter det altid hos brødrene Gursman - kaffen er forsinket og samtalen indstillet på midlertidig tavshed og ubestemt tid. Kanden rammer bordet som et tordenskrald og indholdet indtager kopperne og bordpladen til alle sider og kanter - sådan er det når Erling skænker, og samtalen sættes igang så bebrejdende som den plejer - 'du lærer det aldrig din smags-amatør', smælder Preben, 'kun du kan få essensen af Colombia til at smage af cirkorie og plast-granulat' - 'det er vel bedre end plast-laminat', undviger Erling med en hentydning til skinddannelsen på Prebens seneste bryg - 'tal ikke ilde om fløden', himler Preben, mens hans øjne svinger sit sværd henover bordet og snitter Erling på kinden, 'du forstod aldrig dens sprog - dens måde at spejle en moders kærlighed', fortsætter han mens sværdet falder fra monoklen og ned i flødekanden som spreder sit indhold i kaffebordets mørke - snarrådige Erling griber i hast mørk sirup, skålen med sukker og en klat margarine og strør det hele jævnt over scenariet og tænder det keramiske sofabord på fem - 'nu skal du se bror-Preben - flødekarameller til dit tandsølv, så står vi lige'.

'ingen anelse'

2008-05-20T00:17:00.003+02:00

Efter sekstentusind dages ubevidsthed gik det op for Oskar Poulsdatter at han omtrentligt havde levet sekstentusind dage - præcis hvor mange var han usikker på, da årtusindskiftet havde fusket med skuddagene, og han selv havde tunet sin lommeregner med en faktor otte, så der altid var noget til forskel. I alle fald syntes det ham så fantastisk at have overlevet så længe, at han besluttede at fejre det med en hjemmelavet salut, der bestod af lige dele trompet-immitation og spyt-fyrværkeri - en mundvig af hver, som hans kære fru moder plejede at sige når hun snusede mens hun røg pibe - og i anledning af anledningen besluttede han endvidere at gå ud på gaden og råbe i vilden sky, hvis der skulle være en sådan tilstede. Til hans held, drev der ganske samtidig med yderdørens smækken, en vilden sky henover genboens hus, og i et anfald af viljestyrke sprang Oskar Poulsdatter alt hvad hans små tykke ben kunne magte op i luften, for derefter at falde desto hårdere til jorden. Inden dagen var omme havde han imidlertid igen rejst sig på benene, og gik småfrysende indendøre for ikke at falde for fristelsen til at prøve igen, og istedet faldt han over sin kalender i entreen og opdagede, som han lå der med hoften på vej i gips, at det altsammen ikke var noget at fejre.

'det går jo nok'

2008-05-18T09:38:00.005+02:00

Det er noget af en gåtur - fra Rostock til Svalbard - men sådan går det når togene ikke går når de skal gå, så må man selv gå, tænkte hr. Viktor Esmus mens han passerede byskiltet ved indgangen til Haderslev - en stædig rad, jovist, fra 1100-tallet, og sandbanken blev aldrig den samme igen, mumler han for sig selv, mens han sætter den korte fod forrest - den skal jo bruges, ellers kommer vi ingen vegne - og ingen vegne kom han da også, da han i samme øjeblik rendte ind i hr. Ludvig Sall, den gamle orgelbygger fra Levning på gennemrejse - han skulle bruge en ny pibe til sit virke, og havde i seksogtredive dage travet skosålerne tynde og land og rige rundt, så det nu ikke længere lignede sig selv eller det på DK-tanken indkøbte Danmarkskort - i vildrede og med læberne truttende af abstinenser, henvendte hr. Sall sig til hr. Esmus og hans ærinde, og da hr. Esmus svarede at han var på vej i strakt galop til Svalbard med alt hvad deraf følger, og han samtidig kunne forstå at hr. Sall selv var ved at ændre verdenssituationen nationalt, foreslog han at de fulgtes i lige linje vestpå, som et kompromis og fordi der gu'fanme er langt til Svalbard i modvind - og således stavrede de to herrer af deres lungers fulde kraft mod vest i østenvinden, faldt over en egnet pibe i Vojens, en pakke vindtør tobak i et buskads ved Tiset Hede, og endte efter nogle dage, uden varsel, ved Vadehavet, og er aldrig siden gået i stå.

'man blir klogere'

2008-05-17T00:24:00.008+02:00

Dørskilte kan fortælle meget om folk - bl.a. folks navne, og i dette tilfælde endvidere vedkommendes selvopfattelse - læs blot: 'Kim Vem Vilmig, Fanat' - og indholdet bag den slags døre kan fortælle endnu mere, og det var præcis dét politiet, der smadrede døren, var ude efter denne aften. I øjnene faldt som det første hr. Vem Vilmigs selvdøde korpus - splitter-Hans-Jørgen, som hans gammel-far, midt på entre-gulvet med fluerne på sikker afstand i køkkenet. Ved nærmere eftersyn opdagede detektiverne, et sted mellem 8 og 21, knivstik i Kim Vem Vilmigs lig - 14 af slagsen, og efter en nærmere fintælling, uden resultat, gik samtlige detektiver ud i køkkenet, for dér, ved hjælp af deres årlange erfaring på området, at finde spor efter en kage eller lignende. Efter fuldendt eftersøgning og med rester af marmorkage i mundvigene gik detektiverne væggene igennem for at finde et motiv, og til alt held fangedes samtlige deres øjne ganske hurtigt af en endog ganske vellignende fuldfigur portræt-foto-plakat af tidligere, men dog til alle tider alligevel nuværende, nøgenmodel, frk. Miss Gladsaxe '88 - og efter timevis af minutiøs granskning konkluderede den øverstkommanderende detektiv sagen for afsluttet, pakkede forsigtigt sagens akter sammen under skjorten og overlod hr. Vem Vilmigs lig til ambulancefolket.

'kunne man tillade sig?'

2008-05-15T23:40:00.003+02:00

Som de to d'herrer flyder gennem gaden, må man antage at samtalen er særdeles isolerende - således ænser hverken hr. Øvrig Løvbjerg eller hr. Karin Sølvig at duerne falder fra de piller de var på, eller at ambulancens sirene spilles oppefra og ned på to hjul gennem springvandet - en udrykning forstås, med tilbageløbsgaranti og åndedrætsbesvær - hr. Karin havde kodet samtalen på forhånd, der var ting der skulle belemres hr. Øvrig, hans viljeløse omtanke var ønsket, og ganske således førte samtalen det ene ben foran det andet til de faldt over henholdvis en brosten og en fadøl - man sku' være et skarn, siger hr. Karin og hr. Øvrig giver ham ret, oh at være et sådant - fredfyldt ondskabsfuld og uden disse kraveflipper der skærer i halsen - solen indhenter en scooter momentant og pladsen foran d'herrers fødder bugner af plads, siger en tjener - passende nok - og var det ikke for manglen på udendørsservering sad d'herrer Øvrig og Karin nu med fødderne smeltet i lakskoene og skjorten dampende i laksen under parasollen, men istedet sidder de nu - alligevel - hér - et andet sted - indendøre, dirrende i skyggen med grammofonen spillende baglæns og samtalen tabt i detaljen - de skulle nok have været der.